Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Julebasar

NOV
19

Julebasar


Dato Lørdag d. 19. november 2022, Kl. 10:00 til kl. 17:00
Julebasar

Årets julebasar er i Centre Culturel i Moutfort,16, rue de Medingen, 5335 Contern. Det er dejligt, vi kan være her, for det er indendørs, der er masser af parkeringsmuligheder, og så er stedet ovenikøbet hyggeligt. Der er virkelig noget at glæde sig til og kun tre ting at sige: Kom, køb og bliv juleglad!

Konfirmanderne glæder sig til at byde velkommen med æbleskiver, gløgg og ris a la mande. Baren er åben, ligesom pølseboden, og cafeteriet har sammensat en formidabel menu bestående af smørrebrød, fiskefilet og tarteletter. Det bliver så godt alt sammen.

Har du en sød tand, er småkagerne hjemmebagte og slikken rigelig. Bøgerne er på plads, og der er mange at vælge mellem. Den grønne bod er klar med de smukkeste kranse og dekorationer. Syboden har som sædvanlig været igang hele året. Det er smukke ting, der er til salg. 

Er du en spillefugl, så glem ikke at købe lodder til lotteriet. De kan købes i forsalg eller på basaren. Der er gode gevinster på spil også i år.

Spejderne er klar til at hygge med de andre børn, der besøger basaren. 

Kirkens julebasar er en vigtig indtjeningskilde for Den danske Kirke. Kirken er overvejende selvfinansieret, så selvom vores mange betalende medlemmer står for over halvdelen af de årlige indtægter, så er julebasaren så absolut vores største årlige mulighed for at tjene penge. Julebasaren er med til at gøre det muligt for kirken at være vores alle sammens kirke og rummelige fællesskab året rundt, og så er basaren ovenikøbet hyggelig. Husk kirken er din og er her for din skyld!