Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Præstens årsberetning 2021

Præstens årsberetning 2021


# Det sker i kirken
Udgivelsesdato Udgivet af Marie Ørgaard, tirsdag d. 29. marts 2022, kl. 16:27
Præstens årsberetning 2021

2021 var Coronaår nummer 2. I begyndelsen af året var meget lukket ned igen. Skolerne kørte delvis online, delvis fysisk. I kirken fastholdt vi det fysiske møde, så meget som vi kunne.

Januarmåneds gospelworkshop måtte dog aflyses. I stedet mødtes konfirmanderne i kirken den lørdag og var rundt overalt, både hos skeletterne i krypten og ved orglet på pulpituret. I februar og marts foregik konfirmationsforberedelsen i det fri - og i bevægelse, så vi kunne holde varmen. De unge var på jagt efter tegn på kristendommen i Luxembourg by og var på påskevandring. Også menigheden var ude at gå en forårsmorgen inden gudstjenesten inspireret af konfirmandernes færten. I maj tog vi skridtet videre og holdt en vandrende gudstjeneste i skoven ved Lingten. Det var spændende og stemningsfuldt.

Til gudstjenesterne indendøre gik vi også nye veje og havde den første strikkegudstjeneste i februar. Det var rigtig hyggeligt, og vi gentog succesen senere på året. Ideen opstod egentlig, fordi strikkeklubben ikke kunne mødes, men selvom det ikke er et problem mere, har vi planer om flere strikkegudstjenester i kirken.

I 2021 var Den danske Kirke med i den gruppe, der forberedte den årlige fælleskristne gudstjeneste. Her mødes alle kirker fra ortodokse over katolske til protestantiske. Gudstjenesten finder almindeligvis sted i januar, men i 21 blev det i maj. Der var god tilslutning også fra vores egen menighed til gudstjenesten, som fandt sted i den apostolske kirke i Esch.

Generalforsamlingen 2021 foregik online. Det gjorde også foredraget med professor i Sundhedsvidenskab, Theis Lange. Men Helga Waage kom i virkeligheden og fortalte om sin nye bog en sommerdag i haven. Det var en rigtig fin eftermiddag.

Vores gudstjenester blev livestreamet i stor stil i 2021. Vi havde dog problemer med lyden på grund af kvaliteten af Internettet i kirken, så vi afstod efterhånden fra streamingen og optog nogle af gudstjenesterne og lagde dem på nettet efterfølgende.

Da 23 konfirmander skulle konfirmeres under restriktioner og begrænsninger i deltagerantallet, valgte menighedsrådet at få begivenheden livestreamet af professionelle fagfolk. 

Efteråret begyndte næsten normalt. Endelig fik vi besøg af Erik Sommer til en munter og underholdende aften med sang fra Højskolesangbogen i kirken. Madonnagudstjenesten blev også gennemført i oktober til stor glæde ikke mindst for konfirmanderne og deres familier. 

Også konfirmandernes lejrtur til Fuussekaul Camping blev til noget. Det var et par herlige dage i godt selskab. Konfirmandholdet er også denne gang en fryd at have med at gøre. 

I menighedsrådet brugte vi mange kræfter på den alternative julebasar, som blev til en julestue i Præstegårdshaven  slutningen af november. Både dette års og sidste års konfirmander stod i æbleskivebod. Det var nogle fantastiske dage, som vi var mange, der nød at deltage i.

I 2021 kunne vi både holde adventsgudstjeneste med De 9 læsninger igen, og Luciagudstjenesten blev næsten som før med krybbespil og fællessang. Henover julen og nytåret mærkede vi dog tydeligt frygten for Omikronvarianten af Corona. Selvom der var næsten 100 deltagere ved gudstjenesten juleaftensdag, var det en tredjedel af, hvad der plejer at være. Også de øvrige gudstjenester i julen og nytåret var dårligere besøgt end normalt, ligesom vores julekoncert i samarbejde med kirken i Bruxelles og ambassaden.

I 2021 var der 3 mindehøjtideligheder. Ingen af dem var Coronarelaterede. Der var 23 konfirmander. Dåb og bryllup har vi til gode til 2022.