Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Vi går lysere tider i møde

Vi går lysere tider i møde


# Det sker i kirken
Udgivelsesdato Udgivet af Marie Ørgaard, tirsdag d. 11. januar 2022, kl. 14:55
Vi går lysere tider i møde

Godt nytår! Selvom restriktioner og smittetal er vandret med fra det gamle år og over i det nye, går vi heldigvis lysere tider i møde.

Det har vi tænkt os at tage ganske bogstaveligt i kirken, hvor menighedsrådet har besluttet at flytte gudstjenesterne i januar og februar ud i det fri i form af vandregudstjenester i de smukke, luxembourgske landskaber. Vi krydser fingre for rimeligt vejr!

De nyeste regler, hvor man skal vise dokumentation for at komme i kirke, harmonerer rigtig skidt med ånden i kristendommen. Alle skulle gerne have mulighed for at deltage i gudstjenester. Dertil kommer, at det stigende antal smittede i øjeblikket, kan gøre det utrygt at være med i det hele taget.

På vandregudstjenester kan vi holde afstand og være i mindre grupper, få gået en god søndagstur, komme til gudstjeneste og møde andre mennesker uden af behøve at være utrygge på én og samme tid.

Præsten læser søndagens tekst og holder prædiken undervejs, og vi synger en salme. Det bliver en anderledes gudstjenesteoplevelse, og alle er velkomne – også hunden! Vandregudstjenesterne varer ca. en time.

De skærpede restriktioner og de stigende smittetal har desværre gjort det nødvendigt at aflyse gospelworkshoppen lørdag den 15. januar og udsætte receptionen for tidligere formand for menighedsrådet, Karina Elmquist den 30. januar. Vi må også udsætte indvielsen af kirkens nye fane samme dag.

Den fælleskristne gudstjeneste i Notre Dame Katedralen den 23. januar kl. 16.00 gennemføres som planlagt under 2G regelsættet. Der livestreames fra denne gudstjeneste.

Der er stadig få ledige pladser i litteraturkredsen, som begynder den 8. februar.